Tredje Bog

Kap. 1.

Om Leding.

Naar Leding udbydes, da skal enhver - lige saa mange som de er i en Havne - drage ud sit Aar uden at blive udtaget dertil, medmindre de er saa gamle eller saa unge, at de ikke er i Stand til at drage ud, eller det er Kvinder eller lærde Mænd. Disse skal alle stille Mænd for sig, dog saa danne, som er duelige. Styrismanden maa ikke tvinge nogen til at drage i Leding, saa længe der i samme Havnelag findes en Mand, som ikke har været ude, siden den anden (sidst) drog ud. Men vil en duelig Mand drage ud i Stedet for en anden, som er hans Havnebroder, da kan Styrismanden ikke forhindre det.


Kap. 2.

Hvis en Tjenestekarl eller Træl kommer i Leding.

Boden maa ikke sende sin Tjenestekarl i Leding for sig, medmindre Styrismanden tillader det, for hvis en Tjenestekarl kommer i Leding i Stedet for Bonden, da skal han hudstryges. Men kommer en Træl i Leding paa sin Husbonds Havne, da kan Kongen tage ham til sig, hvis han vil, eller erklære ham fri over for enhver.


Kap. 3.

Om Heste- og Brynjeleje.

Styrismanden skal selv skaffe sig Hest og Brynie og for begge Dele tage ni Skæpper Rug af hver Havne til Sankt Mikkels Dag, men dog ikke andre Aar, end naar Leding udbydes. Den Styrismand, der ikke er Ombudsmand, og som tager mere med Tvang, skal bøde tre Mark til Kongen. Men hvis han er Ombudsmand, skal han miste sit Embede.


Kap. 4.

Om Vaaben.

Hver Styrismand skal have fuldt Vaabenudstyr og desuden en Armbrøst og tre Tylvter Pile og en Mand, der kan skyde med den, hvis han ikke selv kan skyde. Og hver Havnebonde, der er paa Skibet, skal have Skjold og tre Folkevaaben: Sværd, Kedelhat og Spyd.


Kap. 5.

Hvem der skal udruste Skibet.

Skib og Skibsudrustning og Skjolde skal alle de Mænd, der er i Skipenet, købe, men Styrismanden skal bygge Skibet for saa mange Penge, som Skibsmandskabet bliver enige om, men vil han ikke nøjes med det, de har tilbudt ham, da kan Skibsmandskabet bygge sig et Skib selv, dog maa de ikke underbyde ham med en Mark eller to. Naar Skibet er bygget, da skal hele Skibsmandskabet paa den Dag, der bliver fastsat for dem, trække Skibet ud samt trække det op, naar det kommer hjem. Men den, som ikke kommer til Stede, skal betale Bøde, saaledes som den bliver fastsat, og som Mandskabet giver sit Samtykke til. Men den sigtede kan tilbageholde den Bøde saa længe, at Styris­manden kan inddrive den med (en Tillægsbøde paa) tre Mark. Da skal der føres Bevis af Skurdsmænd eller Skibs-nævninger, som nogle kalder Skibsbødenævninger. Den Bøde faar Styrismanden ikke alene, men den skal komme hele Skibsmandskabet til Gode. Men inddriver han den med (Tillægsbøden paa) tre Mark, da faar Mandskabet Bøden og Styrismanden de tre Mark.


Kap. 6.

Hvis nogen forsømmer Ledingsydelserne.

Tilbageholder nogen sit Bidrag til Betalingen for Skibet eller Skibsudrustningen eller til Køb af Skjolde eller ikke paa den rette Lovdag vil føre sin Proviant ud til Skibet eller andre Rejsefornødenheder, som han er pligtig til at bringe derud, hvad enten han selv skal have det med i Leding, eller han skal overgive det til sin Havnebroder, da kan Styrismanden bringe hans Kvæg til Skibet, dog maa han. ikke bringe en anden Mands Kvæg til Skibet, før Skibet er sat ud og Ejendelene ført ombord, og den Lovdag, som var fastsat for Besætningen, er oversiddet. Men bringer han det ikke til Skibet, før han er sejlet fra Havnen, da kan hans Fuldmægtig ikke senere tage det, mens han er borte, og han selv ikke, efter at han er kommet hjem, før han paa lovlig Maade har rejst Sag for at faa det. Men naar Bondens Kvæg bliver bragt til Skibet, og han ikke vil løse det, før Skibet sejler bort, da skal han løse det med det dobbelte af det, han før skulde udrede.


Kap. 7.

Om Kongens og Biskoppens Mænd.

Overalt hvor Kongens eller Biskoppens Mænd er, hvad enten de har een Gaard eller flere, er de pligtige at have fulde Vaaben og drage i Leding paa sin egen Bekostning og mod-tage sin Sold. Men sidder han hjemme uden lovligt Forfald eller Orlov, da skal han betale Kongen Tredingshavne af hver Gaard, han har, eller være Innebonde, hvis han ikke vil betale, som det er sagt.


Kap. 8.

Hvem der maa tage Mænd.

Kongen maa tage sig Mænd overalt i sit Rige, i hvilket Skipen han vil, og Hertugen (ligeledes) i sit Hertug-dømme, men andre af Kongens Børn eller Frænder eller Grever maa ikke tage Mænd undtagen i deres eget Rets­omraade eller deres Len, og Biskopperne skal heller ikke tage Mænd uden for deres Bispedømme.


Kap. 9.

At man ikke maa formindske et Skipen.

Klostermænd maa ikke købe Jord, som der gaar Lande-værn af, siden det almindelige Konsilium fandt Sted, som Pave Innocens holdt. Hvad de har købt siden, deraf skal de udrede Leding eller faa de Vilkaar af Kongen, som han fastsætter. Det gælder baade med Hensyn til graa Munke og sorte Munke og alle (andre) Munke.


Kap. 10.

Om lærde Mænds Jord.

Præster, der vil leve ugift, skal af een Gaard ikke udrede (Ledings)afgift, hvad enten Gaarden ligger paa Kirkens Jord eller paa deres egen Jord, hvis de har nogen.


Kap. 11.

Om Landboers Ledingsydelse.

Landboer - hvem de end tilhører: Biskop, Præst, Kloster, Kirke, en Bonde eller Hirdmand - som ikke før var fri eller fritaget ved Privilegier, skal udrede Leding og Lande-værn, hvis de dyrker rebet Jord, medmindre Kongen fritager dem.


Kap. 12.

Af hvor megen Jord der skal udredes Leding.

En Bonde, der har en Mark Guld i Jord eller mere, skal udrede Tredingshavne, for Tredingshavne svares ikke af mindre end af en Mark Guld. Men af fire Mark Sølv udredes Sjettingsliavne og af to Mark Sølv Tolvtingshavne. M mindre end to Mark Sølv udredes ikke Leding. Men opstaar der Strid mellem Styrismanden og Manden, der skal udrede Leding, da skal Skurdsmænd eller Skibsnævninger med deres Ed afgøre, hvad den sagsøgte skal udrede.


Kap. 13.

Hvor stor Fæsteafgift en Landbo skal udrede (Leding).

En Landbo, der svarer otte ørtug Sølv i Landgilde, skal udrede Tredingshavne. Den, der svarer fire ørtug, skal udrede Sjettingshavne, men svarer han mindre end fire ørtug Sølv - hvad enten det drejer sig om rebet Jord eller Kende­land - skal han udrede otte ørtug Sølv til Kongen.


Kap. 14.

Hvis en Mand bor paa sin egen Jord og tager en anden Mands Fællig til sig.

Hvis en Mand bor paa sin egen Jord og tager en anden Mands Fællig til sig, da skal han, hvad enten han er Herremand eller ikke, udrede lige saa meget, som den anden gjorde før.


Kap. 15.

Hvorledes Herremænd kan fæste Jord uden at udrede Leding deraf.

Hvis en Herremand har mindre Jord end en fuld Plovs Jord, da kan han tilfæste sig Jord, lige indtil han har en Plovs Jord, og skal dog ikke udrede Leding af den Jord, han fæstede.


Kap. 16.

Hvis en Mand har Jord i flere Skipen.

Har en Mand Jord i flere Skipen og dyrker det hele til een Gaard og lægger hele Afgrøden i een Lade, da udredes der ikke mere end een Mgift deraf; men lægger han den i flere Lader, da svarer han flere Mgifter. Bor en Mand paa Kværsædejord og dyrker Jord i et Skipen og lægger i Lade der, hvor han bor, og ikke andetsteds, da skal han udrede Kværsæde og ikke Leding. Bor en Mand derimod i et Skipen og dyrker Kværsædejord og lægger Sæden i det Skipen, hvor han bor, da skal han udrede Leding og ikke Kværsæde. Leding skal altid udredes af den Mgrøde, der er taget, og ikke af den, der paa det Tidspunkt staar paa Jorden, eller som skal saas.


Kap. 17.

Man maa ikke opkøbe en anden Mands Skipen.

Staar nogle af en Mands Huse i et Skipen og nogle i et andet, da skal Ledingen altid ydes eller Kværsæden udredes der, hvor Laden staar, eller Kornet lægges, og andre Afgifter skal erlægges der, hvor Beboelseshuset staar. Erhverver en Mand Jord i en anden Mands Skipen og dyrker den til den samme Gaard, som han før beboede, da skal han ikke af den Grund betale mere end een Afgift.


Kap. 18.

At man ikke maa formindske et Skipen.

Hvis en Havnebonde har en fuld Plovs Jord og senere køber mere, skal han af den Købejord udrede lige saa meget, som der før svaredes af den, men har han mindre, da maa han købe til, saaledes at han har en Plovs Jord. Men Herremænd maa købe saa meget, som de formaar, fordi de svarer fuldt deraf, idet de vover deres Hals for Kongens og for Landets Fred. Ofte sker det ogsaa saaledes, at den Jord, som Herremænd køber, og den, de i Forvejen havde, gaar til Skipenet efter deres Død.


Kap. 19.

At man ikke maa lægge to Tredingshavne sammen.

Bor Søskende sammen i Fællig, hvor mange de end er, og hvor god Jord de end har, og de dyrker den sammen til en Gaard, da skal de udrede een Afgift, men skilles de, da skal de hver for sig svare Afgift. Men efter at de er blevet skilt, kan de ikke atter lægge (deres Gods) sammen og betale een Afgift, medmindre den ene fledfører sig til den anden.


Kap. 20.

Hvem der skal arve Styrishavne.

Søn arver Styrishavne efter Fader og Fader efter Søn og Broder efter Broder, men Søster og Moder og Datter arver ikke Styrishavne og heller ikke Slegfredsøn. Selv om en Mand skøder til sin Slegfredsøn alt det, han har, kan han dog ikke tilskøde ham Styrishavne, for hvis der ikke er Ægtesøn efter Fader eller Fader efter Søn, da arver Kongen Styrishavnen. De Styrishavne, der ligger til Bispedømmet, de følger altid Bispedømmet.


Kap. 21.

Om Bødesag.

Aftaler en Mand rette Bøder for Manddrab uden Overbod, da skal han bøde trende atten Mark, det er tre Gange atten Mark Penge, eller fuld Værdi (for dette Beløb); men alt skal bødes inden for et Aar. Men Overbod er altid saa meget, som der forud bliver sagt, naar Boden aftales, for Frygt bevirker størst Overbod. Hvis en Mand bliver svoret til Bøder, da er det ogsaa trende atten Mark, som det er sagt.


Kap. 22.

Hvor fyrretyve Mark følger en anden Bod.

Dræber en Mand en anden i Leding eller i en Forsamling eller paa Tinge eller paa Tingvej eller i sit eget Hus eller i et Herred, hvor Kongen opholder sig, eller i Kirken eller paa Kirkegaarden eller i Købstaden eller med Kniv eller en Bonde, der holder paa sin Plov, da skal Drabsmanden foruden ret Mandebod altid bøde fyrretyve Mark til den dræbtes Arvinger og ligeledes til Kongen, hvis han beholder sin Fred og betaler Bøder. Men flygter han som fredløs, da skal hans Frænder dog bøde, som før er sagt. Hvis en Mand paa nogen af de Steder, som nu er omtalt, saarer eller slaar en anden, da skal han altid udover den øvrige rette Bod bøde fyrretyve Mark til Bonden og ligesaa til Kongen, med-mindre der bliver lagt Baghold for eller rettet Angreb mod nogen paa de Steder, der er omtalt, da skal Angriberen bøde, som det er sagt, og den, der værgede sig, være sagesløs, for enhver har med fuld Ret Lov til at værge sig selv.


Kap. 23.

Dræber en Mand en anden Mand, efter at der er betalt Bøder.

Dræber en Mand en anden Mand, efter at der er betalt Bøder, eller saarer ham eller hævner sig paa ham paa nogen Maade for den Sag, der er afgjort, da skal han, hvis han beholder sin Fred og (bliver i) Landet og skal betale Bøder, først udlevere alt det, der var taget i Bod for den Gerning, som den anden tidligere var overbevist om, og derefter bøde de rette Bøder for Drab, hvis han er dræbt, og for Saar, hvis han er saaret. Men bliver en Mand grebet for en saadan Gerning, som er omtalt i disse to Kapitler, og Kongen lader ham straffe (paa Livet), da skal hans Frænder ikke des mindre bøde de to Rater, der hedder Ættebod, for, naar Kongen straffer ham paa hans Hals, svarer det til en fuld Fredløshedssag for ham.


Kap. 24.

Hvorledes der skal bødes for Valrov.

Hvad en Mand røver fra en Mand, der er dræbt, enten Klæder eller Vaaben eller Sølv eller Penge, det er Valrov, hvis han havde det paa sig, og derfor skal der bødes fyrretvve Mark. Det skal man værge sig for med Kønsnævn.


Kap. 25.

Hvorledes der skal bødes for Afhug paa en levende Mand.

Mister en Mand sin Tunge eller Næse eller begge øjne eller begge Hænder eller begge Fødder eller det Redskab, der hænger i Bukserne, da skal der for hver af disse bødes fuld Mandebod. Men mister en Mand et øje eller en Haand eller en Fod, skal der for hver af disse bødes halv Mandebod. Men mister en Mand sit øre, da skal der bødes Fjerdedels Mandebod, fordi det kan dækkes med Hue og med Haar. For Tommelfinger bødes Fjerdedels Mandebod og for de andre fire (tilsammen) ligeledes Fjerdedels Mandebod, dog saaledes, at for de to nærmeste bødes for hver en Ottendedel af en Mandebod og for hver af de to yderste en Sekstendedel af en Mandebod, og hvis en Negl og det yderste Led bliver afhugget, skal man bøde derfor, som om Fingeren var helt afhugget.


Kap. 26.

Om Lemlæstelse.

Bliver en Mands Lemmer beskadiget, men dog (saaledes, at det paagældende Lem er) nogenlunde brugeligt, saa at han kan bøje og strække det, da skal der bødes derfor, som det vurderes til af gode Mænd. Men bliver det dødt og unyt­tigt, da skal der bødes for det, som om det var helt borte.


Kap. 27.

Om Saarbøder.

Bliver en Mand saaret og rejser Sag paa lovlig Maade mod Gerningsmanden, da skal Saaret bødes inden tredie Femt, og Legemsskaden skal henstaa, til Aaret er ude. Saaledes som Legemsskaden da vurderes, skal den bødes, endskønt der tidligere er bødet for Saaret. Men vil Gerningsmanden ikke bøde, saaledes som der er sagt, da kan han søge hans Mandhelg.


Kap. 28.

Hvis en Mand lader nogen søge hans Mandhelg.

Lader en Mand nogen søge hans Mandhelg, da skal han først bøde fulde Bøder for den Gerning, han blev sagsøgt for, og derefter tre Mark til Bonden ud over de rette Bøder og tre Mark til Kongen. Dræber nogen den Mand, hvis Mandhelg man har søgt, da skal han beholde sin Fred, og slaar han ham, skal han ikke bøde derfor.


Kap. 29.

Om Saar i Ansigtet.

For alle de Saar, som man ikke kan dække med Klæder eller med Haaret, saasom Saar i Ansigtet og paa Haanden, skal der altid bødes dobbelt saa meget som for andre Saar. Men bliver der Lyde derefter, saasom hvis Munden bliver skæv, eller øje eller Næse (bliver beskadiget), da skal den vurderes af gode Mænd og bødes derefter.


Kap. 30.

Hvorledes der bødes for Saar.

I rette Saarbøder skal der, naar der ikke er hugget ind til Benet og ikke gennemstukket, bødes tre Mark Penge. Men er det Hulsaar, eller er der hugget ind til Benet, saa at der tages Ben ud, eller der er Ar i selve Benet, og det flyder ud, eller der er tvemundet Saar, saasom hvis man bliver stukket gennem Laar eller Læg eller Arm eller Haand, ~ller hvor som helst en Mands Legeme bliver gennemstukket, da skal der altid bødes seks Marks Penge derfor. Men Sande-mændene kan sværge en Mand (skyldig at bøde for) indtil fem Saar i een Gerning og ikke mere.

Kap. 31.

Hvis Saar lyses, og Sagen ikke forfølges.

Lyser en Mand sit Saar og ikke forfølger Sagen med Sande­mænd, da skal den sagsøgte bøde for saa mange (Saar), som han vedgaar, saaledes som det er sagt. Men beskyldes han for flere, skal han nægte med Kønsnævn. Men er der taget Ben ud, og Gerningsmanden (frivilligt) vedgaar det eller bliver nødt til det, skal han bøde tre Mark Penge for hvert af dem. Men vedgaar han det ikke, skal han nægte med Kønsnævn.


Kap. 32.

Om Slag.

For Stavhug og Stenhug og Benhug og Nævehug og Greb i Haaret og Kasten til Jorden skal den sagsøgte enten give seks Mark Penge eller Kønsnævn. Men bliver en Mand træl­slaaet, saa han ikke kan flytte sig selv fra Stedet, men maa køres eller bæres derfra, og er der brækket Ben, saa han ligger deraf og er ufør, da er Gerningsmanden skyldig at betale hans Kost og give Lægeløn og desuden bøde tolv Mark Penge.


Kap. 33.

Hvis en Mand faar Saar af en anden Mands Husdyr.

Faar en Mand Saar af en anden Mands Husdyr, enten Hest eller Hornkvæg, Hund eller noget andet Dyr, da skal Bonden, der ejede Dyret, give Lægeløn. Men faar han Lyde deraf, da skal Ejeren af Dyret bøde for Lyden, dog bliver (Bøden for) den Slags Lyde ikke højere end tre Mark. Men nægter han, skal han værge sig med tolv Mands Ed.


Kap. 34.

Hvis en Mand rammer en Mands Hest, som han sidder paa, eller hans Klæder.

Vil en Mand rette et Hug mod en anden Mand paa en Hest og rammer Hesten i Stedet for Manden, da skal han bøde tre Mark for det Saar, som Hesten fik, som om han huggede Manden, og den Hest, som han ramte, skal han tage imod og gøre lige saa rask, som den var, før den blev ramt. Men dør Hesten eller faar den Lyde, skal han erstatte Hesten efter dens Værdi, før den blev hugget, og bøde tre Mark. Men rammer en Mand en anden Mands Klæder, og vedgaar han det, skal han bøde tre Mark. Nægter han, skal han give Kønsnævn.


Kap. 35.

Hvis en Mand laaner en anden sine Vaaben.

Laaner en Mand en anden sine Vaaben og ikke ved, hvad den, der laaner dem, vil med dem, og gør -= Denne siden en taabelig Gerning med dem, enten dræber eller saarer en Mand, og den, der laante Vaabnene, bliver sagsøgt derfor, da skal han med tolv Mænds Ed bevise, at han ikke udlaante dem for at skade den, der fik Skaden. Bliver han fældet ved Edsbeviset, skal han bøde tre Mark. Men laaner han dem aabenlyst, naar to Mænd strides med voldsomme Ord, og gør den, der laante dem, da Skade med dem, da skal han enten værge sig med Kønsnævn eller bøde tre Mark.


Kap. 36.

Hvis en Mand bliver saaret af en andens Vaaben.

Paa hvilken Maade en Mand end faar Saar af en andens Vaaben, skal (Ejeren af Vaabnene) bøde tre Mark for Saaret eller give Kønsnævn. Men har han selv Vaaben i Haanden, og en anden Mand faar Saar af Vaade, skal han bøde for Vaadegerning. Men for Vaade skal der ikke bødes til Kongen og ikke til Biskoppen.


Kap. 37.

Hvis en Mand bliver saaret i Horseng.

Bliver en Mand saaret i Horseng med en anden Mands Kone, og slipper han bort levende, men dør af Saarene, da skal han ligge paa sine egne Gerninger, og Bonden skal være sagesløs. Men bliver han skriftet og faar oprettet sin sidste Vilje, da skal han begraves paa Kirkegaarden, hvis han dør. Men bliver han dræbt i Horseng, da skal den, der dræbte ham, føre Dyne og Lagen, som han blev dræbt i, blodige til Tinget med to Mænds Vidnesbyrd paa, at han blev dræbt i Horseng og ikke andetsteds. Da skal han ligge uden for Kirkegaarden og paa sine egne Gerninger. Men hvor som helst en Mand bliver dræbt uden for Horseng, selv om han sigtes for Horsag, eller hvad han ellers sigtes for, da skal Sandemænd altid træde til for at afgøre Sagen.


Kap. 38.

Om Bier.

Den, som har Bier, skal selv vogte dem med Hegn, saa at anden Mands Kvæg ikke kan kaste dem ned eller ødelægge dem, men er Hegnet saa lavt, at en anden Mands Kvæg kan gaa ind i Bigaarden og ødelægge dem, kan han bebrejde sig selv det og faar ingen Bøde. Men bliver en Mands Kvæg stukket ihjel uden for en Mands Bigaard, skal Ejeren af Bierne ikke bøde derfor. Men bliver det stukket ihjel i Bigaarden, skal Ejeren af Bierne erstatte efter Skadens Stør­relse, fordi han ikke havde lovligt Hegn.


Kap. 39.

Hvis en Mands Bier jager en anden Mands Bier op.

Jageren Mands Bier en anden Mands Bier op, da skal Ejeren af de Bier, der jages op, sammen med andre Grander sige det til Ejeren af de andre Bier. Vil den, der har de livlige Bier, være i Fællig med den anden, saavel om de Bier, der jages op, som om de andre, da maa det gerne være saaledes. Men vil han ikke det, og ødelægger de Bier senere dem, der jagede dem op, kan han bebrejde sig det selv, fordi han ikke vilde dele baade Gavn og Skade med den anden.


Kap. 40.

Hvis en Mand finder Bier.

Finder en Mand Bier paa aaben Mark, og ingen Mand følger dem, da skal den, der fandt dem, have dem, selv om han hverken har Jord eller Skov paa den Mark. Men finder en Mand Bier i en anden Mands Skov, da maa han ikke borttage dem, hvis de er fløjet op i et Træ, og faar ingen Del i dem, medmindre han følger dem til en Stub. Hvis han følger dem fra sin Gaard, da skal han enten have en Trediedel af dem, hvis de skal optages, eller en øre Penge, hvis Ejeren af Træet vil løse dem. For naar de flyver ud af en Mands øjesyn, da tilhører de den, der finder dem. Hvis en Mand finder en Bisværm paa Kirkegaarden, da tilhører de den, der finder dem, og ingen anden Mand.


Kap. 41.

Hvis en Mand tager en anden Mands Bier med Magt eller stjæler dem.

Hvis en Mand gaar hen i en anden Mands Bigaard og tager Bistadet og fører Bierne derfra med Vold eller dræber dem og tager Honningen, da kan Biernes Ejer rejse Sag derfor, hvad enten han vil have Nævn eller Sandemænd, for det er snarere Hærværk end Ran.


Kap. 42.

Om Ed aflagt paa en andens Vegne.

Ingen Mand maa nøde nogen til at aflægge Ed paa en andens Vegne, medmindre vedkommende selv vil paatage sig den, Men paatager han sig at aflægge en saadan Ed paa Tinget, da skal han, hvad Sag han end sagsøges for, føre det Edsbevis, han lovede, eller være lovlig fældet baade over for Bonden og over for Kongens Ombudsmand, for den, der lover noget uden at være tvunget af Loven, skal udføre det, han har lovet. Dog skal alle Eder paa andres Vegne, der loves paa Tinge, ogsaa aflægges paa Tinge.


Kap. 43.

Hvor meget Husbonde og Hustru maa skøde til hinanden indbyrdes.

Hvor meget (eller hvor lidt) en Hustru end skøder til sin Husbonde eller en Husbonde til sin Hustru, da skal det, hvad enten de har Børn sammen eller ej, ikke staa ved Magt, hvis ikke Arvingerne vil samtykke deri efter deres Død. Men skøder en af Ægtefællerne i svigagtig Hensigt noget til en Mand, der er uden for Fælliget, og han derefter tilskøder Husbonden Hustruens Ejendom eller Hustruen Hus-bondens Ejendom, da skal det heller ikke holdes, medmindre de rette Arvinger samtykker deri, for det er sandsynligt, at Husbonden ved Magt eller Lempe kan faa Hustruen til at tilskøde sig, hvad han vil, og nogle Kvinder er saa listige, at de ogsaa godt kan faa deres Mænd til at tilskøde dem, hvad de forlanger.


Kap. 44.

Hvad Husbonden og Hustruen kan skøde til hinanden indbyrdes.

Den Hustru, der selv har en Husbonde, maa ikke skøde bort og ikke paa anden Maade afhænde uden sin Husbondes Raad og de rette Arvingers Samtykke. Men taaler Husbonden, at Hustruen skøder noget bort, og faar den anden Lovhævd paa det tilskødede, uden at Husbonden gør Ind­sigelse, da kan hendes Arvinger søge det, som hun skødede, tilbage, og Husbonden skal bøde baade tre Mark til Bonden og tre Mark til Kongen, fordi hans Kone skødede uden Hjemmel, og han vidste det og taalte det. Men søger han det selv tilbage, da skal han ikke bøde, og den, der købte af Bondens Kone, har tabt Købesummen. Men Husbondens Søn og Datter, som er i Fællig med deres Fader eller hans Tjeneste-folk, maa ikke afhænde af Bondens Bo uden hans Vilje.


Kap. 45.

Hvor meget en Kone, der har en Husbonde, maa give i Sjælegave.

En Hustru, der har Barn med sin Husbonde, maa ikke i Sjælegave give sin halve Hovedlod eller nogen værdifuld Genstand uden Husbondens Samtykke og Vilje. Men vil nogen rejse Krav om en saadan Sjælegave, da skal Husbonden forsvare sig med Kønsnævn, og Sandemænd skal ikke medvirke. Men bliver han fældet ved Kønsnævnet, skal han ud-rede det, der var givet for hendes Sjæl. Men har Hustruen ikke Barn med Husbonden, da maa hun give sin halve Hovedlod bort for sin Sjæl. Men rejser Kirke eller Kloster Krav derpaa, og er det mere end en halv Mark Sølv, da skal Sandemænd medvirke. Men med Hensyn til det, der ikke er skrevet i en Mands Testamente med gode Mænds Vidnesbyrd, og som Kloster eller Kirke eller Hospital rejser Krav åm, skal Husbonden altid værge sig med Kønsnævn.


Kap. 46.

Hvilke Sandemænd, der skal træffe Afgørelse med Hensyn til Sjælegave.

Hvis en Mand eller Kone har flere Gaarde, og (de ligger) i flere Lande eller i flere Bygder eller i flere Herreder, hvor de end er, naar de dør og giver noget for sig (i Sjælegave), skal altid Sandemændene i vedkommende Bygd medvirke.


Kap. 47.

Om Agerfred.

Drager en Mand ved Nattetid til en anden Mands Ager og afskærer hans Korn eller tager hans afhøstede Korn, da er han Tyv derfor. Men er han en veifarende Mand og giver sin Hest et Neg eller lader den græsse paa Stubben, da er han hverken Ransmand eller Tyv derfor, men fører han noget bort af Ageren, da kan Ejeren af Ageren rejse Sag mod den, der tog det, hvad enten han vil gøre det for Ran eller for Tyveri.


Kap. 48.

Hvis en Mand drager med en Hjord ind paa en anden Mands Ager eller Eng.

Drager en Mand med en Kvæghiord eller et Stod Heste eller en Flok Svin ind paa en anden Mands Ager og med Magt lader dem opæde hans Korn, da er han pligtig at bøde fyrretyve Mark til ham derfor, for det er fuldt Hærværk. Men kommer Dyrene ind i en Mands Ager af Vaade paa Grund af Hyrdens Forsømmelighed, da skal den, der ejede Kvæget, erstatte Skaden og give Edsbevis paa, at det ikke var paa hans Befaling, at hans Kvæg kom derind. Men hvis en Mand med Magt lader græsse paa en anden Mands Eng, da skal Ejeren af Kvæget betale Erstatning for Skaden og bøde tre Mark. Men kommer det derind af Vaade, skal han ogsaa betale Erstatning for Skaden. Bliver Kornet saa øde­lagt som omtalt, da maa Ejeren af Kornet rejse Sag med Sandemænd og med gode Mænds Vidnesbyrd om Hærværk. Men den, der sagsøges angaaende en Eng, skal værge sig med Kønsnævn, hvis han nægter.


Kap. 49.

Hvad der skal forstaas ved Stod og Flok og Hjord.

Mindre end tolv Stykker Hornkvæg udgør ikke en Hjord, tolv Heste et Stod eller tolv Svin en Flok. Men øde lægger nogen en anden Mands Korn med mindre end med tolv Kvæghøveder, saaledes som det er sagt, da maa der ikke rejses Sag om Hærværk. Men dog skal man altid for hver Voldsgerning værge sig med Kønsnævn eller foruden Erstatningen bøde tre Marks Bøde.


Kap. 50.

Om optaget Kvæg.

Hvis en Mand optager en anden Mands Kvæg i sit Korn eller sin Eng, og Ejeren af Kvæget kommer til Stede, hvad enten det er i Indhegningen eller paa alfar Vej, da maa han ikke tage det fra ham uden hans Vilje. Men tager han det fra ham, da kan han blive Ransmand derfor. Men kommer den, der optog det, hjem med det til sit Hus, og Ejeren da tager det, da kan det blive Hærværk. Dog skal der ikke rejses Sag mod andre end den, der borttog det.


Kap. 51.

Hvis en Mand tøjrer paa en anden Mands Ager eller Eng.

Hvis en Mand er (Lods)ejer i Marken og tøjrer sit Kvæg paa en anden Mands Ager eller Eng, da er det Vold, og han er pligtig at erstatte Skaden og desuden bøde tre Mark eller, hvis han vedgaar det, at give Edsbevis paa, at det ikke var paa hans Befaling, at det skete, samt erstatte Skaden. Men vejfarende Mand og Gæst maa man ikke nægte Græs.


Kap. 52.

Hvis en Mand dræber en anden Mands Kvæg paa sin Ager eller Eng.

Gaar en Mands Kvæg ind paa en anden Mands Ager, og kommer Ejeren af Kornet eller Agerhyrden til Stede og vil optage Kvæget, men ikke kan gøre det, og Kvæget har Hyrde, og det er kaadt og løber mod Ris eller Gærdestaver og bliver beskadiget derved eller dør, skal den, der gennede det, hvis han vedgaar at have gjort det, tage det døde (Dyr) til sig og give et andet lige saa godt i Stedet uden Bøde, fordi det havde Hyrde, og den, der ejede Kvæget, skal erstatte Kornet til den, der ejede dette. Men dræber han Kvæget enten med Od eller Æg, skal han erstatte det og desuden bøde tre Mark. Men vedgaar han Drabet og kalder det Vaadesdrab, skal han erstatte Skaden og give tolv Mænds Ed paa, at det var af Vaade og ikke med Vilje. Men var det Kvæg, der ikke var under Opsigt, skal han ikke bøde derfor.


Kap. 53.

Om Gornidding.

En Gornidding skal bøde baade den Skade, han gør, og tre Mark til Bonden og lige saa meget til Kongen, for det er Vold og ikke Vaade at dræbe Kvæg, der har lovligt Tøjr paa sig eller staar i Bondens Ornum, som han ejer alene Hvor som helst en Mand dræber en anden Mands Kvæg som har Hyrde, hvad enten det er i Indhegning eller udenfor, da er han Gornidding og skal give Erstatning, som det er sagt, og bøde tre Mark til Bonden og lige saa meget til Kongen.


Kap. 54.

Hvis en Mand rider en anden Mands Hest.

Hvis en Mand rider en anden Mands Hest uden Ejerens Vilje, skal han bøde tre Mark til Bonden derfor. Men faar han den med (Ejerens) Vilje enten til Leje eller Laan og rider længere, end det er aftalt, da skal han bøde sine to øre for hver Bymark, han rider over, lige indtil det bliver til seks øre, Men hvad enten han rider uden Tilladelse eller rider længere, end det var aftalt, skal den altid (ved Afleveringen) være lige saa god, som den var, da han modtog den. Men dør Hesten, eller den bliver mager - men (i øvrigt) kommer hel og holden hjem - og han sværger, at det ikke var hans Skyld, da skal han ikke give Erstatning. Men var det Laan, skal den komme lydeløs hjem. Den, der blivér sagsøgt for de Sager, der er omtalt i disse to Kapitler, skal værge sig med tolv Mænds Ed, hvis han nægter. Men vil han hverken bøde eller værge sig, saaledes som det er sagt, men lader sig sagsøge paa Tinge til Namsdom, da skal der for ingen af disse Sager bødes mindre end tre Mark til Bonden og tre Mark til Kongen.


Kap. 55.

Om Stodheste.

Den, som har Stodheste, skal have dem i Fold paa sin egen Mark og have Hyrde til dem. Vil han ikke gøre det, men ødelægger Bøndernes Vang med dem, da kan de nedlægge Forbud mod dem paa Tinge, og lider Ejeren af Hestene senere nogen Skade, hvis de kommer i Vangen, maa han tage Skade for Hjemgæld. Men hvis nogen har Stodheste paa den Mark, som han ikke er Lodsejer i, da kan Ejerne lovligt kræve, at han skal tage sine Stodheste hjem, men hvis han ikke vil det, og Hestene senere lider nogen Skade, kan han bebrejde sig selv det, for uden Grandernes Vilje maa han lige saa lidt ødelægge deres Græs paa Fælleden som deres Korn med Stodheste. Men køber en Mand for en Mark eller to eller mere af en anden Mands Marker i svigagtig Hensigt, idet han vil ødelægge deres Jord med sine Stodheste, da kan Ejerne tvinge ham til kun at anbringe saa mange, som Marken kan taale efter Guidvurdering, og tage Del i Fælleden, som Svin tager Del i Olden, og de, der bor i Byen, skal bestemme Antallet, for de ved bedst, hvad deres Mark kan føde. Lige­ledes hvis Hestene bliver skabede, og den, der ejer dem, ikke vil holde dem for sig selv paa sin egen Jord, da kan Ejerne nedlægge Forbud mod dem paa Tinge og drive dem i Dyndet og dræbe dem uden Bøde. Det samme gælder tamme Heste, hvis de bliver skabede, for det faar den ene Hest af den anden.


Kap. 56.

Hvorledes man skal indløse Pant.

For Kvæg, der bliver optaget i Korn eller Eng, skal der gives lovligt Pant, saaledes som Ejerne bliver enige om, naar de sætter deres Hegn, og det skal indløses, saaledes som de i Forvejen var enige om. Dog har den, der forvoldte Skaden, Ret til at udrede, saa meget han vil, og sværge med tolv Mænds Ed paa, at hans Kvæg ikke gjorde mere Skade. Bliver Pant, der er sat for optaget Kvæg, ikke indløst før Allehelgens Messe, da skal det være forbrudt.


Kap. 57.

Om Gærde.

Hver Mand skal sætte sine Gærder, saaledes som alle Ejere samtykker i, og i Forhold til, hvad han ejer i By og Bol efter ret Rebning. Men for Stuf skal man ikke sætte Gærde, medmindre Stuffet støder op til Byens Forte, da skal der sættes Endegærde (mod Forten). Alle skal sætte Gærde for deres Tofter, der er bebyggede, men for ubebyggede Tofter i Byen skal Ejeren sætte Endegærde og alle Granderne Sidegærde, hvis Toften støder op til deres Jord. Men den, som ikke vil sætte sine Gærder paa den Lovdag, som Ejerne fastsætter, skal betale den Bøde, som fastsættes. Men vil han ikke sætte Gærder og ikke betale Bøden, da skal Granderne overdrage en at rejse Sag paa alles Vegne og faa ham dømt til at bøde tre Mark baade til Bonden og til Kongen.


Kap. 58.

Om Agergærde.

Vanggærde skal hver Mand sætte i Forhold til hans Ejendoms Størrelse i Byen efter Guldværdi, men for Stuf skal der ikke gærdes. Men hvis det sker, at en Bys Fælled støder op til en anden Bys indhegnede Jord, da skal de, der ejer Fælleden, rejse det halve af Gærdet i Forhold til dem, der ejer Vangen, og de skal være lige om det, for de, der nu har Fælled, kan ad Aare faa indhegnet Mark der og behøve en saadan ligelig Fordeling (af Hegnspligten). Hvis det sker, at de, der har indhegnet Mark, eller de, der har Fælled, ikke vil sætte halvt Gærde og være lige om det, og de, der ejer Vang en, faar Skade paa Grund af deres eget Gærdes Mangler, da skal de selv bære Skaden, men faar de Skade paa Grund af de andres Gærdes Mangler, hvad enten det er af deres eget Kvæg eller af andres, da skal den, der skulde sætte Gærdet, erstatte Skaden. Men hvis ingen vil vedkende sig det Gærde, som var Skyld i Skaden, da skal Markens Ejere rebe Gærdet og faa at vide, hvem Gærdet tilhørte, og den, der bliver fældet ved ret Rebning, han har ikke Ret til at tilbyde Edsbevis, men skal betale den Bøde, som før var fastsat, og erstatte Skaden. Men vil de, der skulde sætte Gærde, ikke gøre det og ikke udrede, da skal Ejerne af Vangen overdrage en Mand blandt dem selv at skaffe dem Ret. Men lader de, der skulde sætte Gærde, Dom overgaa sig, da ifalder hver af dem en Bøde af tre Mark til Bønderne og lige saa meget til Kongen.


Kap. 59.

Hvor længe Gærderne skal staa.

Det Gærde, der er om Rugsæden, skal være sat til Paaske eller før og det om Vaarsæden til Pinsedag og skal staa til St. Mikkels Messe, medmindre alt Kornet kommer ind før. Den, der tager Gærdet op før, skal erstatte al den Skade, der opstaar paa Grund af, at det Gærde var fjernet.


Kap. 60.

Om Abildgaard og Kaalgaard.

Abildgaard og Kaalgaard og Toftegaard skal enhver selv vogte med sit eget Gærde, hvis han vil have dem ind-hegnet, og værge dem for alle Slags Husdyr, undtagen alene for Geder og for Gærdebrydere som Okser og Svin, for man kan sagsøge Bonden til at vogte sine Gærdebrydere. I disse Gaarde maa der ikke optages Husdyr, undtagen alene Geder, medmindre det bliver lyst paa Tinge. Men bryder en Mand ind i en anden Mands Abildgaard eller Kaalgaard og stjæler Kaal eller Æbler, da kan han blive Tyv derfor, ligesom om han stjal andre Ting i hans Hus. Men mister en Mand sine Klæder i en anden Mands Abildgaard, da maa han ikke for­følge Sagen som Ranssag.


Kap. 61.

Om Vrag.

Vrag, som driver i Land, og som ingen Mand følger med eller kommer efter, det tilhører Kongen, fordi Kongen ejer alle Forstrande, og det, som ingen Mand ejer, det ejer Kongen ligeledes.


Kap. 62.

Hvad der er Vrag.

Mindre Fisk end Stør er ikke Vrag. Men hvad der har været i anden Mands Besiddelse saasom Kiste eller Tømmer eller Klæder eller nogen (anden) Ting, som man kan se har været i Hænder, er Vrag og tilhører Kongen, hvis ingen kommer efter det. Men Fisk, som en Mand kan bære, saasom Marsvin eller Sæl og deslige eller mindre Fisk, det er ikke Vrag, undtagen alene Stør, for Hval og Løft og Stør og alle store Fisk, som man ikke kan bære, de er alle Vrag, og dem ejer Kongen. Dog skal den, som først finder en Hval, før han tager noget deraf, sige det til Ombudsmanden og for sin Umage have en Byrde, hvis han er gaaende, en Heste-byrde, hvis han er ridende, og et Vognlæs, hvis han er kørende. Men kommer en Mand til Stede med Skib, skal han have en Skibsiadning, dog ikke til et større Skib end et seksaarers, det vil sige med tre Aarer paa hver Side. Efter at den første har taget sin Lod, skal ingen tage deraf uden Ombudsmandens Tilladelse. Men tager en Mand uden hans Tilladelse, og sagsøger Ombudsmanden ham, skal han udlevere saa meget, som han tog, og desuden bøde tre Mark eller give Ed af tolv Mænd, saadanne som han kan faa i det Kirkesogn, hvori han bor, dog skal det være lovfaste Mænd. Men hvis en Ombudsmand faar en Hval og ikke giver Kongen hans Del deraf, skal han miste sit Embede.

Kap. 63.

Om Skibbrud.

Lider en Mand Skibbrud, og er der Folk paa (Skibet), og de kommer levende i Land, har ingen Mand Ret til at komme deres Ejendele nær, hverken Ombudsmanden eller nogen anden, før de selv giver op og paa ingen Maade kan bjerge det, hverken ved egen Hjælp eller med lejede Mænd, og hverken Ombudsmanden eller anden Mand har Magt til at hindre dem i at faa de Folk, de kan leje eller faa uden Betaling. Men er der sandt Vidnesbyrd om, at Ombudsmanden eller hans Svende røver nogle af deres Ejendele fra dem, før de selv opgiver dem, eller forbyder Folk, som de kan leje dertil, at hjælpe dem, skal han miste sit Embede og dog udlevere alt det, han tog fra dem, og desuden bøde fulde Bøder. Men røver nogen anden fra dem, skal han først ud­levere alt det, han tog, og desuden bøde tre Mark til dem og tre Mark til Kongen.


Kap. 64.

Om Falsk.

Mod Beskyldning for Falsk og for Mordbrand, og hvis en Mand beskyldes for, at han er Stimand, skal man værge sig med Herredsnævn, det vil sige tre Mænd af hver Fjerding, som er i det Herred, og de skal udtages af Ombuds­manden eller en uvildig Mand, der ikke har nogen Del i Sagen og ikke er i Slægt hverken med Sagsøgeren eller med den sagsøgte. Den sagsøgte kan af de udtagne udskyde sine aabenlyse Uvenner, saaledes som før er sagt, for ingen kan tvinges til at værge sig med sine aabenlyse Uvenner. De, der blev udtaget, skal enten sværge den sagsøgte skyldig eller uskyldig i Gerningen, for man kan ikke tie en Mand fra hans Hals eller hans fyrretyve Mark.


Kap. 65.

Hvad der forstaas ved Falsk.

Det er Falsk, hvis en Mand rejser Ambolt med Underlag og slaar Penge uden Kongens Tilladelse eller Befaling eller smelter falsk Sølv og køber eller sælger med Penge, som han ved er falske, eller med falsk Sølv. Hvis en Mand begaar Falsk, da skal Kongen have hans Haand og den, der fik falske (Penge), Skadeserstatning. Men bliver en Mand narret og faar enten falsk Sølv eller falske Penge og bringer dem til Møntmesteren eller Guldsmeden eller en anden Mand, der kan skønne derom og undersøge det, og ikke vil købe med det, før han har faaet det prøvet, om det er falsk eller ej, da skal han ikke kaldes Falskner. Men hvis han ved, af hvem han har faaet dem, skal han rejse Sag mod ham og enten have Erstatning eller Edsbevis af ham, Men det forfalskede skal dog blive med Vidnesbyrd der, hvor det er fundet. Det forfalskede, der bliver fundet saaledes, skal ikke mere gives ud, men skal enten brændes eller sønderhugges eller kastes i Havet, saaledes at ingen kan finde det.


Kap. 66.

Om Mordbrand.

Det er Mordbrand, hvis en Mand enten ved Nattetid eller i Løndom drager hen og sætter Ild paa en anden Mands Hus. Bliver han grebet deri, skal han have sin Hals forbrudt, og Skaden erstattes af hans Gods, og Bonden skal have fyrre tyve Mark. Men bliver han fældet ved Edsbevis, skal han erstatte Skaden og selv rømme Landet, lige indtil Kongen viser Naade mod ham i hans Sag.


Kap. 67.

Om Stimand.

Stimand er den, der ligger enten i Skov eller Skjul eller paa Hede eller ved alfar Vej og plyndrer enten ridende eller kørende eller gaaende og bringer sit Bytte i Skjul og fordølger sine Gerninger. Bliver han grebet deri, skal han have sin Hals og sin Hovedlod forbrudt til Kongen, Men bliver han fældet ved Edsbevis, skal han erstatte Skaden a£ sit Gods og (desuden betale) fyrretyve Mark til Bonden og selv skal han være i Kongens Magt, thi enhver Mand skal styrke Freden.


Kap. 68.

Om Hedebrand.

Sætter en Mand Ild i Hede og opbrænder noget, en Mand har erhvervet ved sit Arbejde, saasom enten Lyng eller Tørv, eller Ilden løber ind i Skoven og brænder og ødelægger Skoven, da skal den, der bar Ilden ud, erstatte Skaden, selv om han ikke havde i Sinde at brænde mere end sit eget og ikke at gøre Skade med Ilden. Ligeledes hvis Ilden løber i Hus eller i By, da gælder det samme. Men bærer en Hyrde eller andet Tyende, som ikke er i Fællig med Bonden, Ild ud uden hans Befaling, og der da derved opstaar Vaade, da er Bonden ikke pligtig til at erstatte det. Vil man beskylde ham derfor, skal han give Kønsnævn paa, at det ikke skete efter hans Opfordring eller Befaling. Det er dog mere forsigtigt, at man ikke sætter Ild i Hede, medmindre alle Ejere bliver enige om at afbrænde enten Mose eller Hede og selv gaar med og passer paa, at der ikke kommer Ild i anden Mands Mark til Skade for dem. Men hvis der sættes Ild i Hede paa en Bymark, og den gør Skade paa en anden Bymark, skal Ejerne af den Mark, hvori der først sattes Ild, enten erstatte Skaden eller udpege den, der først satte Ild paa.

Her ender Lovbogen skrevet paa Dansk.


Tillæg til Jyske Lov.
Om Trolddom.


Hvis en Mand beskylder en anden for, at han har forgjort noget, som tilhører ham, med Trolddom, og den sagsøgte ikke vedgaar, men nægter det, og Sagsøgeren beediger Sigtelsen imod ham, da skal den sagsøgte værge sig med Nævn i Kirkesognet, saavel over for Sagsøgeren som over for Biskoppen.